LYRIC

Jeg er blot en blandt mange hovedpersoner
Ca. 5,6 millioner, der lever deres eget liv
Blandt de koner med masser kroner, der vil skide på folk som os
Med glæde i statuer af eksempel på at de stod der
Men det er arbejderklassen der når ud til de kalder den gængse mængde
Uden at tjene kassen, fuck overtid hør om at forlænge den
For jeg’ sat på planeten for at dele mine tanker med andre
Udveksler pinsler så din trivielle hverdag kan blive forandret
Interesseret i at sælge plader, ikk’ min sjæl ligesom visse andre
Fuck pis, fuck showbiz, lad lortet gå op i flammer
For mit 25 år på planeten har hidtil været det væreste
Har fucket alle over, venner, familie, plus min dejlige kæreste
Men fuck jeg ved, hvad jeg snakker om, når jeg snakker om personlig smerte
Det kræver hårdførhed at ha’ så meget lort med i tasken – ku bær’ den
Men jeg ved du ku’ mærk’, lortet går lige i mellemgulvet
Fik det endelig ud af kroppen, samvittigheden tilbage på nulpunket

Ved aldrig, hvilken vej jeg vælger
Ved aldrig om det min sjæl jeg sælger
Stået ud på kanten og kigged’ udover –
Men aldrig sunket så lavt, sprunget og ramt nulpunket

Ved aldrig, hvilken vej jeg vælger
Ved aldrig om det min sjæl jeg sælger
Stået ud på kanten og kigged’ udover –
Men aldrig sunket så lavt, sprunget og ramt nulpunket

Jeg er en af mange røvhuller, der allerede er blevet afskrevet
Men jeg vil gerne høre, hvem der har læst afskedsbrevet, har været væk i noget tid
Men der var det kun min forstand, der var skrevet
Tænker klart igen, bladet på struben, træt af at være følelsesladet
Og jeg er før blevet kaldet en synder af kaliber
Griber kortet så det kan slibe sig vej gennem hygspredende skadende hvide striber
Min største forbandelse bliver min egen genopstandelse
Fuck min oprindelse og alt det de skyder skylden på, der gi’r dårlig dannelse
For det her gudsforladte fartøj har efterhånden været en del igennem
Set registeret fra den sorte ende er en rigtig fucked up ting man burde glemme
Så den her’ dedikeret til min bedste ven mig selv
Til de folk, der kan føle mig og konstant føler sig forfulgt af sort uheld
Men fører faklen videre, kommer op af hullet og slider, suger, bunder og skider
Og aldrig la’r sig blive overvundet og vilje til at gøre ting andre aldrig ville gøre
Og lader svinet bide på, gi’r den snørre og rammer nulpunktet

Ved aldrig, hvilken vej jeg vælger
Ved aldrig om det min sjæl jeg sælger
Stået ud på kanten og kigged’ udover –
Men aldrig sunket så lavt, sprunget og ramt nulpunket

Ved aldrig, hvilken vej jeg vælger
Ved aldrig om det min sjæl jeg sælger
Stået ud på kanten og kigged’ udover –
Men aldrig sunket så lavt, sprunget og ramt nulpunket

Der er ikk mange troværdige mennesker blandt os længere
Så det er derfor jeg viser tænder når jeg befinder mig i store mængder
Lortet gør det enklere, falske smil forsvinder, platte smil bli’r minder
Ligesom ligegyldig snak og bling der blænder
Det F.I.P plus familien jeg forbinder med det lort jeg brænder for
Så det derfor det er de samme fucking folk jeg er villig til at tage chancer for
Og den går to veje, så nu er toget tilbage på sporet igen
Ham der blev omtalt som djævelens søn skider på det, betræder jorden igen
Ved at være træt af at lortet bliver trukket ud i langdrag
Ligger endelig afstand til selvmorderiske tanker og hvor’n jeg er nede og skrabe
For den her synder, hvis ubevidste bønner blev hørt er lige blevet vækket
Ved at hans brødre bevidst viste hjertet bløder
Og fuldt fortjent tilførte han mig et par håndfaste og verbale nakkedrag
Med kærlighed, der konstant som bølger af det i et fucking hav
Så nu vil jeg ta’ på planeten for at dele mine tanker med andre
Gode som, dårlige minder, på trods af de forarger
Staver ikke længere hvileløst rundt i en cocktail og alt brænder
Blækken i armen skræmmer måske folk men det personlige’r minder rammer
Idylen restaureret, tvivlen fucking halshugget, tilliden genvundet og ting ført tilbage til nulpunktet

Ved aldrig, hvilken vej jeg vælger
Ved aldrig om det min sjæl jeg sælger
Stået ud på kanten og kigged’ udover –
Men aldrig sunket så lavt, sprunget og ramt nulpunket

Ved aldrig, hvilken vej jeg vælger
Ved aldrig om det min sjæl jeg sælger
Stået ud på kanten og kigged’ udover –
Men aldrig sunket så lavt, sprunget og ramt nulpunket

Added by

admin

SHARE

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

ADVERTISEMENT