SANGTEKSTER
Se hvor kornet det gulner som brød
I solens glødende ovn
Og føllet det ruller i græsset
Som en cirkusklovn
Ja, og føllet det ruller i græsset
Som en cirkusklovn
Og over den gamle hoppe
Der står der og pisker med halen
Der gribes de summende fluer
I luften af svalen
Ja, der gribes de summende fluer
I luften af svalen
Og koen den tygger og tygger
Som bonden han tygger sin skrå
Og spurvene bader så kåde
I vejens støvede å
Ja, og spurvene bader så kåde
I vejens støvede å
Og myggene sværmer i flokke
Snart er de ned’, og snart er de oppe
Med deres tirrede brodde
Om de blodfyldte kroppe
Med deres tirrede brodde
Om de blodfyldte kroppe
Og luften er flimrende uklar
Som sprit når det blandes med vand
Og var vi lidt nærmere ved solen
Så kom kornet i brand
Men vinterens mile vil dæmpe
Solens flammende glød
Til sommeren ligger tilbage
Som et fuldfærdigt brød
Til sommeren ligger tilbage
Som et fuldfærdigt brød