LYRIC

Jeg håber, du føler dig som en vinder
For barndommens minder blænder mer’ end lygter på togskinner
Hvor du endte for ikk’ længer’ at føl’
At det var din skæbne, at du sku’ sidde fast i sølet
Men jeg har aldrig forstået dig før nu
Det var ikk’ at gi’ op – det var bar’ noget, som du sku’
Der var ingen anden vej ud, og tingene var slået itu
Jeg føler, at jeg går rundt i samme sko som du
Og de trykker, så trangen til at stil’ dem tiltaler mig
Jeg burde gøre det for smerten, at livet kvæler mig
Den er splinten, der svier konstant, snitsår fra papir
Kan ikk’ tåle det mer’, så lysten den stiger
Og de har sagt med stemmer fyldte af pragt
At solen skinned’ specielt på dagen, hvor vi blev bragt
Men vi var nøgne, skrigende og badet i blod
Af ironiens sidste time ska’ foregå på samme måde
Bare træk’ hammeren tilbage, tryk og tøm kammeret for slag
Så hovedet det ramler tilbage, jeg ved, det kommer en dag
Og stilhed er det guld, de så gerne vil ha’
Men kun jeg er mand nok til at ta’ det, de aldrig ku ta’

Er jeg en synder, så hjælp mig
Ave Maria, fortæl mig
Er det mig selv, der bestemmer
Eller ligger alt i din’ hænder?
For alt jeg har i mine, er tabte sandheder
Er jeg ikk’ ydmyg nok til at få at vide, hvor man leder?

Så jeg ku’ ændre min verden, hvis jeg gad
I stedet for de sku’ sænke mig ned i evig fred
Og de ku’ klæ’ sig i sort, fordi jeg var gået bort
Snak’ en fa’ens masse lort, om at livet er for kort
Og kondolere indtil de ikk’ kunne det mere
Slå plat og plagiere, dedikere CD’er
Studere, indlære mit liv, min’ handlinger
Skriv’ et kapitel om vort venskab i erindringer
Og ha’ mening om den lette vej ud, kalde mig taber
Og sætte mig for skud, eller se mig som Gud
Las Vegas forlades med firetoget til Hades
Håber smerten forsvinder, når grænselandet betrædes
Få et lift af Bådmanden eller leve blandt de udstødte
Sku’ jeg [?] sympati for mine ufødte?
For det’ min pligt at videreføre min slægt
Dertil hører respekt, men den er desværre væk
At det ender, for det gør det, er det eneste, der føles trygt
Men at det ikk’ stopper der, det’ min eneste frygt
For ifølge reinkarnationen
Er man tilbage efter tre dage, hvis man vælger vejen som kujon
Og her vil jeg aldrig sætte mine fødder igen
For jeg ved præcis, hva’ det er, jeg møder igen
Samme tur som gør, min’ tanker bløder igen
Men der’ ingen anden vej ud, alting fører derhen
Så hold mig væk, for jeg har ikk’ mer’ at gi’
Alt, jeg har gjort, har jeg lagt min sjæl i
Min gejst og vilje til livet den er forbi
Så at vi ses igen det bliver over mit lig
Slutter på toppen, ka’ mærke min puls stig’
Har sagt langt mer’, end jeg burde sig’
Og nu’ det endelig min tur til at tie
Jeg er så tom, at jeg ikk’ ka’ andet end at skrig’

Added by

admin

SHARE

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

ADVERTISEMENT