LYRIC

Den våde asfalt og gadelygterne falder sammen
Dexofaner i inderlommen, jeg’ ud’ og luft’ klapperslangen
Det fyldte bæger er blevet ramt af dråben
Jeg’ pludselig i slowmotion med hele registret åben
Lyden af byen presser sig ind gennem mit baghoved
Mit syn slår skær som stenslag i forruden
Mit halogen det fastholder mit grin
Mens jeg selvmedicinerer for at luk’ mit system
Og ser brudstykker af samleje med smukke kvinder
Der bærer engle ansigter og afklipped’ vinger
Vil ha’ den råt, så hun ka’ mærk’, at jeg’ inde
Og efterlade en smul’ af mit tomrum i hende
Alting for at glemme sig selv
Og Baby Woodrose har fortalt mig, at jeg ka’ få peng’ for min sjæl
Men intet andet ka’ bring’ mig ud på de her kanter
Ikk’ engang Lucy i skyerne, når hun samler sine diamanter
Ikk’ længere bare fordi jeg kan
Jeg vil gå ud på samme måde som den sjoveste mand
Ha’ hver grund til det, men uden at råbe
Bare la’ min’ lunger udvide sig, fordi jeg’ så dope

[Omkvæd: Bai-D]
Misledte mænd søger ly i mørket
Gransk din sjæl, virkeligheden venter lige rundt om hjørnet
Dårligdommen trækker sneglespor til evigheden
Kompromisløse billeder skildrer ligegyldigheden
Når engle græder blod, og himlen den falder
Morgendagen kalder, skænder denne tidsalder
Hvor folk dømmer folk med glæde
Lader pesten skyl’ ind over landets bredder, historisk spreder mørkets vrede

Stroboskopet oven over sammentrækker mine pupiller
Tullamores fjorten år gør min kahlua, den skiller
Jeg’ sønderrevet, den stikker af, men ved du hva’?
Nu til dags er kærlighed lig med fucking ubehag
Klokken er fire om natten, og jeg tænker på at ring’ til dig
Men jeg ved udemærket godt, hva’ det vil bring’ med sig
Ka’ høre den tvetunge hvisker i mit øre
Det her er bedre end at la’ sig forføre af de skøger
Så jeg syredropper foran en koncertbooker
For jeg ved, hvis jeg ikk’ selv ka’, ska’ du nok stop’ mig
Jeg burde ta’ mig sammen, grib’ fat om stammen
Rive lortet op ved roden, men det pis ka’ være det samme
For sandheden den er så ilde hørt
Jeg’ i en brændt klassiker med fucked motor, før mit løb er kørt
Ikk’ smerte nok – jeg må veje det op
La’ nålen skær’ igennem mit pigment, mens blodet pibler op

Misledte mænd søger ly i mørket
Gransk din sjæl, virkeligheden venter lige rundt om hjørnet
Dårligdommen trækker sneglespor til evigheden
Kompromisløse billeder skildrer ligegyldigheden
Når engle græder blod, og himlen den falder
Morgendagen kalder, skænder denne tidsalder
Hvor folk dømmer folk med glæde
Lader pesten skyl’ ind over landets bredder, historisk spreder mørkets vrede

Det’ selv-profetier – der sker, hva’ man siger
Får dem til at synge sangen om den grædende Maria
For smerte er bedst delt under falsk kærlighed
Og jeg vil bære min’ slidte fløjshandsker med værdighed
Måske vil de hade dig – fuck dem alle bagfra
Bagbundet, så de der fucking fisser ikk’ ka’ ta’ fra
Hvordan er det forkert, jeg ikk’ vil reagere
Når jeg ska’ skære min fucking hånd af for at få en smule mer’
Af det sorte galde i champagneglasne, de sipper af
De si’r, kunst er noget, man ikk’ selv ved, at man vil ha’
Så min er flot, camoufleret diskret
Men de ka’ kun relatere, når du si’r hvordan, du går klædt
Så jeg træder ud i min limited edition Denim
Så cocky, at jeg ikk’ er til at skyd’ igennem
Det’ en god start, ja, det lyder godt
Og anrettet så flot, at de spiser lort råt

Added by

jean

SHARE

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

ADVERTISEMENT